23948sdkhjf

Nyt sejlsportscenter tager form i Aarhus

Men byggeriet er ikke uden udfordringer.

Sejlsportsentusiaster i Aarhus kan glæde sig over, at byens nye sejlsportscenter for alvor skrider frem.

Byggeriet er nu halvvejs, og NCC, som står for råhusentreprisen, er godt i gang med montagen af betonelementer.

- Det er på mange måder et spændende projekt, som vi er stolte af at være med til at opføre. Der er mange sejlsportsinteresserede, som kommer til at få deres daglige gang her, og byggeriet vil danne rammen om noget, som de holder rigtig meget af, siger projektleder Morten Rasmussen fra NCC i en pressemeddelelse.

Fakta om Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Areal: 3.100 kvadratmeter

Budget: 72 mio. kroner

Bygherre: Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Rådgiverteam: Entasis (totalrådgiver), Praksis Arkitekter, Henry Jensen Rådgivende Ingeniører, Schønherr.

Storentreprenører: NCC, Raunstrup Tømrer, GK Danmark.

Bidragsydere: Nordea-fonden, A.P. Møller Fonden og Aarhus Kommune.

Når det nye sejlsportscenter står færdigt, skal det til at danne rammen om en af de helt store idrætsbegivenheder i 2018, VM for alle olympiske sejlsportsdiscipliner, som et partnerskab bestående af Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Dansk Sejlunion og Sailing Aarhus står bag.

Her forventes deltagelse af flere end 4.500 sejlere, trænere og internationale pressefolk i løbet af 14 dage – foruden 400.000 besøgende.

Gamle byggematerialer i 7-8 meters dybde
Det nye sejlsportscenter skal efter planen stå færdigt i slutningen af marts 2018 – i god tid inden VM i august 2018. Byggeriet følger tidsplanen, men det er ikke uden udfordringer:

- Der ligger mange gamle byggematerialer her i 7-8 meters dybde. For at undgå knækkede funderingspæle, har det været nødvendigt først at lave en søgeramning ved hjælp af en stålpæl, inden funderingspælene kunne rammes, siger Morten Rasmussen og forklarer, at netop det har været væsentligt, fordi der i alt skulle etableres 120 funderingspæle i beton under byggeriet.

- Hvis vi ikke gjorde dét, kunne vi i værste fald risikere at funderingspælene knækkede, og det er en dyr og besværlig affære, der meget vel kan gå ud over tidsplanen. Med det lykkedes, og projektet kører nu som det skal, fortsætter han.

Bygningen, der er tegnet af Entasis, får et særligt, markant udtryk, idet facaden kommer til at bestå af store dele synlig lysegrå beton i kombination med store indvendigt placerede glaspartier.

Samtidig er der mange ’skæve’ vinkler, spring, detaljer og skrå søjler i bygningens facade, som udfordrer både elementfabrikker og elementmontører. Statikken i huset gør, at det nærmest først er helt stabilt, når alle elementer er monteret og sammenstøbt. 

Sejlsportscenteret kommer til at bestå af bådhaller, værksteder og omklædningsfaciliteter, og der vil være kontor, undervisningslokaler og en stor udendørs terrasse, hvor besøgende kan følge med i, hvad der sker ude på vandet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103