23948sdkhjf

Formand i Letbane-bestyrelsen bliver på sin post

Byrådsmedlemmer har krævet hans afgang, men bestyrelsesformanden i Aarhus Letbane I/S bliver ikke afskediget - og har ikke tænkt sig at gå selv.

Aarhus Letbane I/S fortsætter med Johnny B. Hansen som bestyrelsesformand.

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen og Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen sagde efter byrådsmødet i Aarhus Kommune onsdag, at de mente, at bestyrelsesformanden i Aarhus Letbane I/S, Johnny B. Hansen, bør blive afskediget.

Det skulle han på baggrund af Aarhus Letbanes redegørelse om forløbet omkring, hvad der gik galt, da åbningen af Aarhus Letbane blev udskudt.

Men det bliver ikke aktuelt, fortæller Johnny B. Hansen til TV2 Østjylland. Han har netop her til morgen drøftet situationen med den øvrige bestyrelse i Aarhus Letbane.

- Vi har drøftet det her til morgen, og bestyrelsen har udtryk deres fulde opbakning til mig som bestyrelsesformand, siger han til TV2 Østjylland.

Johnny B. Hansen anerkender, at han har begået fejl i forløbet omkring udsættelsen af Letbane-åbningen.

- Man kan sige, at den her debat handler om, hvorvidt jeg burde have været mere grundig i min orientering onsdag til bestyrelsesmedlemmerne, og der må jeg sige, og det har jeg sagt før, at det havde været en god idé at orientere også bestyrelsesmedlemmerne om situation. Det beklagede jeg allerede mandag for bestyrelsesmedlemmerne, og den kritik, jeg har fået for det, har jeg taget til efterretning, siger han.

Formanden er overbevist om, at Letbanen i den nuværende opsætning kan komme på skinner.

Tanken om at gå selv har heller aldrig strejfet ham, pointerer han.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige var ellers skarp i sin kritik efter byrådsmødet onsdag aften.

- Efter jeg har fået den her redegørelse og borgmesterens forklaring, så ser jeg ingen anden udvej, end at jeg må indstille til byrådet, at bestyrelsesformanden for Aarhus Letbane bliver afskediget. Jeg kan ikke have tillid til en formand, der ikke orienterer sine bestyrelsesmedlemmer, sagde Lars Boje Mathiesen til TV2 Østjylland.

rg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11