23948sdkhjf

Tonstunge elementer i luften i Køge: Nu bliver broen synlig for alle

Med Bladt Industries som entreprenør går arbejdet med Køge Nord Stations gangbro fredag ind i sin næste fase.

Tre store kraner skulle der til for at løfte det første af seks elementer til Køge Nord Stations nye gangbro på plads den 4. november.

Nu er Banedanmark og entreprenøren Bladt Industries klar til at tage hul på næste fase. Det sker, når to broelementer på henholdsvis 149 og 139 tons hejses på plads fra fredag den 15. december og frem til mandag den 18. december.

Fakta: Køge Nord Stations gangbro

• Broen bliver 225 meter lang og vil bestå af seks stålelementer

• Elementerne er i gennemsnit 10 meter brede og 40 meter lange, måler knap 3 meter i højden og vejer mellem 108 og 144 ton (uden klimaskærm)

• Gangbroen kommer med elevatorer og rulletrapper til at bestå af cirka 1.000 tons stål

• Stationen er designet af Cobe og Dissing+Weitling i samarbejde med Cowi

• Køge Nord Station bliver en ny port til København for de 100.000 dagligt passerende, og et vigtigt skridt på vejen for de på sigt over 8.000 daglige brugere.

• Byggeriet blev påbegyndt i juli 2016 og stationen forventes at stå klar i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i sommeren 2019.

- Det ene element skal monteres henover Danmarks mest trafikerede motorvej. Det kræver præcision og plads, da vi skal bruge to store kraner til at løfte de tonstunge broelementer på plads. Derfor er det også nødvendigt at omlægge trafikken, imens vi udfører arbejdet, siger Kristian Hoffmann, byggeleder i Banedanmark.

Entreprenøren Bladt Industries ser frem til den kommende montage, der bliver endnu en vigtig etape i byggeriet af den spektakulære brokonstruktion.

- Arbejdet med den nye gangbro er indtil videre primært foregået ved S-banen, gemt væk bag støjvæggene ved motorvejen. Vi ser nu frem til, at gangbroen bliver synlig for alle, der kører forbi på Køge Bugt Motorvejen, udtaler divisionschef Kim Bringsjord.

Montagen af de i alt seks elementer til den 225 meter lange gangbro, er delt op i flere etaper. Det første element blev monteret henover S-banen i starten af november, og de næste to elementer løftes på plads henover Køge Bugt Motorvejens nordgående spor i den kommende weekend.

De tre sidste elementer forventes at ske i starten af 2018. Når gangbroen til Køge Nord Station står færdig, strækker den sig over S-banen, Køge Bugt Motorvejen samt den nye bane mellem København og Ringsted.

Gangbroen skal fra maj 2019 gøre det muligt hurtigt og enkelt at skifte mellem S-banen på den sydlige side af Køge Bugt Motorvejen og den nye bane mellem København og Ringsted på den nordlige side af motorvejen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097