23948sdkhjf

Masterplan på vej i Silkeborg: Søfront og havn er i fokus

Silkeborg Kommune, Realdania og en række lokale aktører er på vej med en fælles parallelkonkurrence om en samlet masterplan for søfronten og havnen i Silkeborg by.

Masterplanen skal styrke sammenhængen mellem Silkeborgs nærhed til natur og bylivet i byens midte.

- Vi mærker en meget stor interesse for at investere i Silkeborg, og borgerne har mange ideer og ønsker til, hvordan vi udvikler de attraktive arealer i byens hjerte. Derfor ønsker vi en samlet plan for, hvordan søfronten og havnen skal udvikle sig bedst muligt, siger borgmester Steen Vindum i en pressemeddelelse.

Masterplanen bliver et vigtigt grundlag for den videre proces om at etablere et nyt Museum Jorn og skal desuden bidrage til at skabe investeringssikkerhed og overblik over de reelle bygge- og anlægsmuligheder på arealerne ved søfronten og havnen.

- Mange danske byer oplever, at deres bymidte – og især handelslivet – forandrer sig i disse år. Det gælder også i Silkeborg. Parallelkonkurrencen skal komme med bud på, hvordan Silkeborgs unikke placering tæt ved de naturskønne søer kan udnyttes på nye måder – og sådan, at en bæredygtig byudvikling både styrker bymidten og skaber rekreative og bynære aktivitetsområder ved søfronten. Den kommende masterplan skal på den måde være med til at fastholde og styrke et levende og attraktivt byliv i Silkeborgs midtby, forklarer programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen.

Arbejdet med et konkurrenceprogram og konkurrencebetingelser går nu i gang. Fra september til november 2018 vil der blive gennemført prækvalifikation, udbud og valg af deltagende arkitektteams.

Fra november til januar 2019 gennemføres parallelkonkurrencens fase 1. Efter bedømmelse gennemføres parallelkonkurrencens fase 2 fra februar til marts, hvorefter forslagene bedømmes. Det vindende projekt fra parallelkonkurrencen forventes at blive offentliggjort i april 2019.

Borgerne, foreninger og andre interessenter vil i forbindelse med parallelkonkurrencen blive inddraget og får mulighed for at komme med ideer, forslag og kommentarer. Hvordan inddragelsen konkret vil ske, er endnu ikke planlagt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063