23948sdkhjf

Først med energimærkede vinduer i tre kategorier

Kastrup A/S satser på at blive den første vinduesproducent, som får energicertifikater i materialerne plast, træ/alu og træ.
”Go’ Energi” hedder vindueskampagnen, som kører over tv, internet og trykte medier i hele maj måned.

Boligejere og offentlige og private virksomheder tilskyndes til at investere i energiforbedringer til gavn for både egen økonomi og CO2-regnskabet. Blandt de nye tiltag er en mærkningsordning for vinduesprodukter.

Vinduer inddeles her på en skala fra A til F med A som det mest energi-effektive. Bygningsreglement 2010 stiller krav om, at nye vinduer som minimum skal kunne bestå kravene til energiklasse C.

Venter bare på formalia
Blandt de første producenter til at opnå det nye certifikat er Kastrup A/S med hovedafdeling i Holstebro. Virksomheden har i flere år forberedt sig på de nye energikrav og satser nu på at blive den første vinduesproducent, som får energicertifikater i både plast, træ/alu og træ:

- Vi står i den situation, at vi har produkterne, der vil opnå energi-certifikat inden for de tre vigtigste vinduesmaterialer, plast, træ/alu og træ. Vi har allerede fået energi-certifikater for vores træ/alu produkter og har ansøgt om tilsvarende godkendelser for plast og træ. Beregningerne er udført, og værdierne opfylder kravene, så vi venter bare på formalia, siger indehaver Lasse Kastrup.

Når det gælder plast-vinduer, havde intet produkt ultimo april opnået energi-certifikat. Kastrup kan altså meget vel blive den første, der slipper gennem nåleøjet i dette materiale, som virksomheden har arbejdet hårdt på at raffinere, både æstetisk og energimæssigt.

A-niveau er fremtiden
Indtil videre har ni danske vinduesproducenter fået godkendt produkter under mærkningsordningen. Seniorkonsulent Henrik Brinch, Teknologisk Institut, behandler ansøgningerne fra producenterne. Han vurderer, at ordningen er første skridt ind i en fremtid, hvor energikravene gradvist bliver skrappere:

- I dag er minimumskravet energiklasse C, men der er sandsynligt, at det bliver det nuværende B-niveau i 2015 og A-niveau i 2020. Det er klart, at det ambitiøse A-niveau er fremtiden, men her og nu vil en udskiftning af vinduer til B- og C-niveau i de fleste tilfælde give væsentlige besparelser, siger Henrik Brinch.

2010 var det koldeste år i Danmark siden 1996. Det giver ekstra motivation for Go’ Energi, som er den hidtil største offentlige energikampagne. Forskning fra Statens Byggeforskningsinstitut siger, at en tredjedel af varmeforbrug i danske bygninger kan skæres væk. Ikke mindst via investeringer i nye energivinduer.

Læs mere om kampagnen og ordningen på www.energivinduer.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096