23948sdkhjf

Gymnasium gør tilbygning interessant for både store og mellemstore

2.400 kvm nybyggeri i to etager giver uddannelsesmiljøet på Hansenberg Tekniske Gymnasium et markant løft. 

Går alt efter planen, bliver første spadestik taget til efteråret. Elever på en række af erhvervsskolens uddannelser kan så rykke ind i helt nye rammer i august 2020. 

Hansenbergs bestyrelse har nemlig godkendt planerne om at etablere en ny bygning på Skovvangen i Kolding. 

Fakta:

- Den nye bygning bliver i to etager på i alt 2.400 kvm

- Hovedelementerne bliver en multihal, et undervisningskøkken og en restaurant.

- Forventningen er, at de nye faciliteter kan tages i brug den 1. august 2020.

- Byggeriet kommer til at koste i underkanten af 50 millioner kroner.

- Brugergrupper har været med til at beslutte, hvad bygningen skal indeholde.

Den nye bygnings hovedelementer bliver en multihal til både sport og arrangementer, et undervisningskøkken og en restaurant. Faciliteter, der giver et løft til skolens tekniske gymnasium samt fitness-, gastronom- og tjeneruddannelserne.

Både til store og mellemstore
Hansensberg har fået udarbejdet et dispositionsforslag og har Langvad A/S Arkitekter og Sørens Jensen Rådgivende Ingeniørfirma inde over. De arbejder nu med det videre grundlag og kontrakter til projektet, siger Hansensbergs direktør, Morten Kaj Hansen, til Licitationen.

- Vi vil gerne lande på de 48 millioner kroner. Det mener vi har en størrelse, så både de store og mellemstore firmaer kan byde på det, siger Morten Kaj Hansen. 

Han tilføjer, at man stadig opererer med forskellige modeller men han forventer, det ender med en totalentreprise. Udbud kommer efter planen ultimo maj. 

En økonomisk ramme er sat op, men bygningens endelig udformning er ikke på plads endnu. Der er ambitioner om bæredygtighed og tanker om CLT-elementer, ventilationsløsninger og tanker om at støbe på stedet på grund af lang leveringstid på præfabrikerede elementer, understreger direktøren.

Følger gennemgribende renoveringer
De nuværende køkken- og restaurantfaciliteter er placeret i Hansenbergs bygning på Skovvangen 28 - en bygning, der blev indviet i 2002. 

Inden for de senere år er undervisningsmiljøerne på skolens øvrige adresser blevet opgraderet - eksempelvis i form af en gennemgribende renovering af værksteder og nyt udstyr til auto-, smede- og VVS-energiuddannelserne på C.F. Tietgens Vej.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156