Det har ikke taget et år - 312 boliger på plads i Lyngby
Der er blevet arbejder på højtryk de seneste par måneder. Men nu står de klar til indflytning, de 168 boliger som udgør anden og sidste etape af DTU Campus i Kongens Lyngby. Dermed kan flere internationale studerende glæde sig over muligheden for at bo i det spritnye boligkompleks med i alt 312 boliger.
Boligerne er blevet præfabrikeret hos Concept Living by ABC i Midtjylland, som har været totalentreprenør på projektet..
- Det har været et stort projekt, som har fyldt rigtig meget hos Concept Living det seneste år. Det er derfor stort for os nu at kunne aflevere det færdige byggeri med alle 312 studieboliger, siger direktør hos Concept Living, Kjeld S. Facius, i en pressemeddelelse fra selskabet.
Det er Boligfonden DTU, som har fået opført boligerne i forbindelse med deres studieboligudbud til internationale studerende. Her glæder man sig over, at alt står klar inden sommerferien.
Klaret på under et år
Byggeriet af de internationale studieboliger blev påbegyndt i august, og i midten af september blev den første enhed hejst på plads. Knap et halvt år senere stod første etape af projektet færdig med 144 præfabrikerede studieboliger, og nu – i begyndelsen af maj – er alle 312 boliger klar til indflytning.
At det er lykkes at opføre hele boligkomplekset på under ét år tilskriver entreprenøren den præfabrikerede byggeproces:
- Med præfabrikeret byggeri kan man opføre boligerne i løbet af meget kort tid, da processerne ude på byggepladsen – som eksempelvis udgravning, fundament og forsyning – kan foretages, alt imens modulerne til boligerne bliver fremstillet på vores egen fabrik i Midtjylland, siger Kjeld S. Facius i pressemeddelelsen.
Søsterselskab har leveret møblerne
Det nye boligkompleks i Kongens Lyngby udgør i alt seks boligblokke, som tilsammen danner en u-form. Blokkene er tre etager høje, og 12 af boligerne er handicapvenlige med en indretning, der er tilpasset kørestole. Imellem bygningerne er der etableret en cykel- og gangsti samt grønne områder.
Baltic Modules, som er Concept Livings søstervirksomhed, har leveret størstedelen af møblerne til studieboligerne.
Concept Livings produktion ligger i de tidligere Siemens-bygninger i midtjyske Engesvang, som ejes sammen med søstervirksomheden ABC Pavilloner. Herfra kan boligelementerne blive transporteret rundt til hele landet – fx Kongens Lyngby.