23948sdkhjf

Fra spritfabrik til kunstcenter: To tegner videre på Spritten i Aalborg

Det bliver enten Praksis Arkitekter eller Bertelsen & Scheving Arkitekter, som kommer til at omdanne den gamle spritfabrik i Aalborg til et nyt kunstcenter. 

De to tegnestuer står i spidsen for de teams, som netop er gået videre i konkurrencen om at tegne Aartcenter Spritten i Aalborg, når området med den gamle spritfabrik bliver forvandlet til et nyt bykvarter med fokus på kunst og kultur.

Team Bertelsen & Scheving Arkitekter

Hovedrådgiver: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Underrådgivere:
Arkitektur og transformation: Barozzi / Veiga GmbH, Barcelona
Byrum og landskab: 1:1 landskab
Formidling og kulturarv: Racconto
Ingeniør: Frandsen & Søndergaard ingeniører
Arkitekt: Krogh Madsen Arkitekters

Team Praksis Arkitekter

Hovedrådgiver: Praksis Arkitekter

Underrådgivere:
Byrum og landskab: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue
Restaurering: VMB Arkitekter

Den gamle spritfabrik er det største sammenhængende fredede industrianlæg i Danmark. Spritten er en del af en større plan, som gør det historiske industriområde til en attraktiv ny bydel i Aalborg.

De to hold er valgt blandt fem rådgiverteams, som i starten af året blev udvalgt til at afgive deres bud på at udforme et kunstcenter og en plan for byrummet omkring den fredede industriarkitektur.

Nyt liv til industrihistorien
Praksis Arkitekter og Bertelsen & Scheving Arkitekter skal arbejde videre med den bundne opgave i de kommende måneder. 

Begge tegnestuer har givet et bud på et udstillingsområde i den fredede værkstedsbygning og kedelhal - et internationalt artcenter der kan indgå i samspil med monumentalværket Cloud City af den argentinske kunstner Tomás Saraceno. 

Forslagene rummer desuden en helhedsplan for området, der omfatter byrummet omkring det nye Artcenter, omdannelse af den eksisterende havnefront og klimatilpasning mod Limfjorden. 

- Det er en stor opgave at arbejde med et sted, der har så stor betydning for så mange. Begge teams har præsenteret løsninger, hvor fortid og fremtid mødes på fornem vis. Forslagene er vidt forskellige i forhold til både materialevalg, arkitektur og byplanlægning, men begge tilpasser sig den industrielle kontekst og giver plads til både kulturarv og kunstværk. Det bliver spændende at få visionen yderligere udfoldet, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania og medlem af dommerkomitéen.

De to forslag
Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS har valgt en løsning, der etablerer den nye udstillingsbygning i forlængelse af de fredede industrihaller. Her vil man bygge i mursten og skabe venetiansk stemning med smalle passager, der fører videre til en åben plads, hvor Saracenos værk skal stå. 

I forslaget fra Praksis Arkitekter er nybyggeriet placeret ovenpå de eksisterende bygninger med en skæv-takket facade, der giver et unikt udstillingsrum indenfor og et levende udtryk udenfor. I denne løsning bliver Saracenos 'Cloud City' placeret i en slags skål-konstruktion i terrænet.

Begge forslag lægger op til, at Saracenos kumulussky-inspirerede værk ændrer udtryk efter vejret. 

Fakta: Artcenter Spritten

Foreningen Realdania og Aalborg kommune giver henholdsvis 80 mio. kr. og 25 mio. kr. til renoveringsprojektet og nybyggeriet.

Det vil koste cirka 95 mio. kr. at realisere Saracenos Cloud City.

Værket bliver finansieret af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Spar Nord Fonden, Entreprenør A. Enggaard, Augustinus Fonden, Salling Fondene og Wagner Ejendom.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109