23948sdkhjf

Konkurrence om 200 hektar ved Aarhus Stadion: Tænk som om der aldrig har været en boks

Projektet Kongelunden Aarhus træder nu ind i næste fase, hvor visionen for Aarhus’ fremtidige urbane oase i området med Aarhus Stadion, Jydsk Væddeløbsbane, Mindeparken samt Aarhus Cyklebane skal foldes ud. 

Aarhus kommune inviterer med en visionskonkurrence arkitekter og andre kreative virksomheder til at byde ind med visioner for det 200 hektar store bynære åndehul , som skal tage form som et oplevelses- og udfoldelseseldorado. Og det er bare én af mange konkurrencer og udbud. 

Trine Ribergaard Skammelsen, som er projektdirektør i Kongelunden Aarhus, glæder sig til at blive oversvømmet med idéer: 

– Vi ser i andre storbyer, hvordan ’grønne lunger’ skaber stor værdi og styrker livskvaliteten for byens borgere ved at tilbyde et attraktivt bynært fristed med plads til fysisk aktivitet, kultur, fordybelse og fællesskaber. Samtidig er de grønne oaser et stort aktiv i forhold til at tiltrække nationale og internationale turister, siger Trine Ribergaard Skammelsen og fortsætter:

Tidsplan for Visionen Kongelunden og et nyt Aarhus Stadion 

Fase 1: Forundersøgelse (2020- ultimo 2021) Projektets betingelser fastlægges. Blandt andet tekniske og økonomiske undersøgelser af blandt andet infrastruktur og modeller for drift og ejerskab. 

Fase 2: Planlægning (Ultimo 2020 – primo 2024)
På baggrund af forprojektet skal der i 2021 til 2022 laves myndighedsarbejde; Kommuneplan, lokalplanlægning, miljøundersøgelser mm.
I denne periode offentliggøres også udbud, og byggeriet ventes at gå i gang.

Fase 3: Anlæg og eksekvering (medio 2023 – 2025)
I 2023 begynder Kongelundensområdet at tage form rent fysisk. Det nye Aarhus Stadion ventes at stå klar i sommeren 2025.

– Der er mange perspektiver, der skal tænkes ind, og vi lægger op til højtflyvende, men velbegrundede ideer til, hvad der på sigt skal være med til at indfri potentialet i området og skabe en multipark til glæde for nuværende og kommende generationer. 

Den første af flere konkurrencer og udbud
Deltagerne i visionskonkurrencen kan vælge at dykke ned i ét af pejlemærkerne, eller man kan søge at sammenfatte dem i én samlet idé til hele Kongelunden Aarhus’ udvikling. Der uddeles tre førstepræmier og idematerialet bruges i det videre forløb. 

Visionskonkurrencen er den første i rækken af flere konkurrencer, ligesom der også vil blive gennemført flere udbud. Konkurrencerne vil have karakter af formelle udbud, og projektkonkurrencer vil blive udbudt med forudgående prækvalifikation. 

I september måned fremlægger projektsekretariatet den videre tidsplan og udbudsstrategi for Kongelunden Aarhus. 

Tænk som om der aldrig har været en boks
Trine Ribergaard Skammelsen forventer ikke at modtage meget detaljerede arkitekttegninger og ser hellere, at deltagerne lægger deres begejstring og energi i at tænke, som havde der aldrig været en boks. Bidragsyderne præmieres for at investere viden og tid i ideudviklingen og argumentationen og bruge mindre krudt på detaljering af tegningsmateriale. 

Konkurrencedeltagerne skal blandt andet forholde sig til tre greb: For det første skal der gennem udvikling, opgradering og sammentænkning af eksisterende og helt nye destinationer skabes mange flere anledninger til, at borgere benytter området.

Dertil skal der gennem om- og nybygning af centrale idrætsfaciliteter skabes synergier og sammenhænge, der gøder jorden for en kommerciel drift med fokus på både idræt samt store og små events.

Endelig skal en ambitiøs og gennemgribende gentænkning af infrastrukturen sikre at denne fremtidssikres.

Fakta om Kongelunden Aarhus

Det bynære område, femkanten, som omkranses af Frederikshøj, Højbjerg, Fredensvang, Kongsvang, Frederiksbjerg og Aarhus Bugt udgør i dag det største sammenhængende multifunktionelle folkelige areal i Aarhus. Området har et uforløst potentiale som Aarhus’ grønne og aktive lunge.

Visionen er, at det udvikles til Danmarks største storbynære parkområde, Kongelunden Aarhus, der tilbyder et mekka af udfoldelsesmuligheder.

Det er Aarhus Kommune, som står bag projektet Kongelunden Aarhus, der har fået tilsagn om en samlet potentiel donation på 500 mio. kr. fra Salling Fondene og Lind Invest. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094