23948sdkhjf

Nyt skridt mod Kattegatbro tages på havbunden

De kommende uger gennemføres undersøgelser af havbunden i Kattegat for at opnå større viden om undergrundens sammensætning og klarlægge, hvordan anlæg af en fast Kattegatforbindelse kan påvirke havmiljøet. 

Undersøgelserne skal blandt andet give bedre viden om, hvordan en bro eller tunnel skal funderes, hvilket vil give et bedre grundlag for at beregne, hvad forbindelsen vil koste at bygge. 

Hvordan havmiljø, dyr og planteliv kan blive påvirket i anlægsfasen, men også når det færdige anlæg tages i brug, er dog det væsentlige: 

- Det er helt centralt for forundersøgelsen, at vi opnår ny viden om havbunden og undergrunden. Undersøgelserne vil både bidrage til, at vi får en bedre forståelse for de mulige miljøpåvirkninger af forbindelsen, og hvordan vi kan minimere disse, siger Henrik Vincentsen, anlægsteknisk chef med ansvar for forundersøgelsen hos Sund & Bælt. 

Det er Sund & Bælt, der som en del af forundersøgelserne, indleder de geofysiske undersøgelser af havbunden. Selve undersøgelsen på havet udføres på vegne af Sund & Bælt af det er De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i samarbejde med Aarhus Universitet. 

Specialudstyret skib til opgaven

Arbejdet udføres med et skib, som er påmonteret en række specialdesignede tekniske måleapparater. De kan via udsendelse og opsamling af lydbølger kortlægge havbundens forskellige jordlag og deres egenskaber - seismiske undersøgelser. 

Undersøgelserne gennemføres i to måleprogrammer over en periode på cirka to uger. Herefter bliver resultaterne opsamlet og analyseret med henblik på at opbygge en geologisk model af undergrunden. 

- Vi har lang erfaring med kortlægning af havbundens geologiske forhold, og de nye data, som vi skal indsamle, vil blive suppleret med allerede eksisterende viden og data fra den nationale maringeologiske database, fortæller Jørn Bo Jensen, der er statsgeolog for maringeologi ved GEUS, og fortsætter: 

- Udover de anlægstekniske analyser vil vi bruge de nye data til at opbygge viden om den geologiske udviklingshistorie, som kan afsløre detaljer omkring havbundens naturlige miljø og om mulighederne for arkæologiske interesseområder.

Fakta om forundersøgelsen af Kattegatforbindelsen

  • Forundersøgelsen er igangsat af Folketinget, som har afsat 60 mio. kr. til forundersøgelsen. Undersøgelsen omfatter både en ren vejforbindelse og en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat.
  • Hvis Kattegatforbindelsen bliver med jernbane kan rejsetiden med tog mellem København og Aarhus komme ned i nærheden af en time. I bil vil den samme rejse kunne gennemføres på c. to timer
  • Forundersøgelsen omfatter nærmere undersøgelser af anlægstekniske og natur- og miljømæssige forhold, samt trafikale, samfundsøkonomiske og finansielle analyser, ligesom klimaeffekter ved både anlægs- og driftsfasen skal belyses.
  • Den endelige afrapportering forventes ved udgangen af 2021. Der vil i efteråret 2020 blive afholdt offentlige orienteringsmøder på Sjælland, på Samsø og i Jylland om projektet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099