23948sdkhjf

3.800 mursten fra tandklinik bliver til nye kommunale bygninger i Skanderborg

Når den tidligere skoletandlæge ved Virring Skole nær Skanderborg bliver revet ned, sorterer, opbevarer og genbruger Skanderborg Kommune murstenene på et senere tidspunkt i stedet for at smide det hele ud. Det har byrådet besluttet. 

– Det er et pilotprojekt, som vi glæder os til at følge. Det ville være hurtigere og nemmere at rive bygningen ned på traditionel vis, men det er en mere bæredygtig løsning at genbruge murstenene, fordi det kræver meget CO2 at fremstille nye sten, siger Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget, i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune. 

Tandlægebygningen er bygget i 1962. Ydermuren er bygget af gule mursten af kalkmørtel, og det er målet at genbruge 3.800 mursten fra muren. Nogle er halve eller beskadigede og kan derfor ikke genbruges. 

Efter en nænsom nedrivning bliver stenene renset for mørtel og skidt. Herefter bliver de opbevaret hos Entreprenørafdelingen i Skanderborg, indtil et egnet kommunalt byggeprojekt dukker op.

Vil bruge byggematerialer mere end én gang

Nedrivningen af tandlægebygningen ligger i forlængelse af kommunens politik for kommunalt byggeri, hvor der netop er fokus på bæredygtighed og multianvendelighed. 

Dels i forhold til temaet ”Kloge m2”, hvor rokader og forskellige aktiviteter hen over døgnet kan give en bedre udnyttelse af den kommunale bygningsmasse. Dels i forhold til at bruge byggematerialer mere end én gang. Det hedder blandt andet: 

”Byggematerialer - fra nedrivning af bygninger eller overskud ved nybyggeri - skal så vidt muligt genbruges, enten af os selv eller af andre.” 

Det med ”andre” skal tages helt bogstaveligt, forklarer Lars Bak, leder af Kommunale Ejendomme i Skanderborg Kommune. Han drømmer om et fælles lager for genbrugsmaterialer, som flere kommuner kan gøre brug af. 

– Den store udfordring ved genbrug af byggematerialer i en kommune er mængderne. Vi river for lidt ned til at kunne bygge for eksempel en ny skole af genbrugsmursten. Derfor er vi sammen med andre kommuner og Renosyd (Odder og Skanderborg Kommuners fælles affaldsselskab, red.) ved at se på, om vi med tiden kan lave en bank af genbrugsmaterialer, siger han.

Ud over at genanvende mursten og sålbænke fra tandlægeklinikken i Virring opererer man også med en plan om at tilbyde interiøret så som håndvaske, døre og skabe til foreninger og borgere i nærområdet. 

Nedrivningen af den gamle tandlægebygning i Virring sker hovedsageligt i uge 7 i 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141