23948sdkhjf

Renoveringsmarkedet forventes at vokse med 10 mia. kroner i 2021

Der er store forventninger til det professionelle renoveringsmarked i 2021. Ifølge DI Dansk Byggeri bliver der endnu mere at lave her end i det netop forgangne 2020, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

- Markedet er godt for dem, der lever af renovering. Vi vurderer, at det professionelle renoveringsmarked samlet set vil stige med 10 pct. fra 2020 til 2021, fortæller underdirektør i DI Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Det vil i kr. og øre svare til en stigning på omkring 10 mia. kr., oplyser han med henvisning til, at det professionelle renoveringsmarked i 2020 var på cirka 100 mia. kr.

Med til at trække renoveringsmarkedet i positiv retning er boligsalget, da der ofte bliver igangsat renoveringer og forbedringer, når boliger skifter hænder.

Ifølge mæglerkæden home lander det samlede boligsalg i Danmark i 2020 i omegnen af 105.000 boliger. Det er 21 pct. flere end i 2019. Om forventningerne til 2021 lyder det:

- Det er svært at spå om, men sætter vi farten i 2021 efter, hvad vi har oplevet i december, så fortsætter køberne og boligsalget i et hæsblæsende tempo, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Mæglerkæden har i december solgt 54 pct. mere sammenlignet med samme måned sidste år.

Jokeren i 2021 bliver udbuddet af boliger, som lige nu er faldende, lyder det.

- Bliver der ved med at komme boliger til salg, så forventer vi et godt boligår. Efterspørgslen er nemlig stadig rigtig god, siger Michael Dalsager.

Foruden boligsalget har Den grønne boligaftale fra maj 2020 betydning for renoveringsforventningerne, fortæller Torben Liborius.

Med den sættes der eksempelvis i 2021 6,4 mia. kr. af til afvikling af ventelisten på renovering af den almene sektor i Landsbyggefonden. 

Også det ændrede anlægsloft, forhøjelsen af håndværkerfradraget og den kommende pulje til energirenoveringer spiller ind, fortæller han.

Læs hele artiklen
Renoveringsmarkedet forventes at vokse med 10 mia. kroner i 2021
på Building Supplys søstermedie Licitationen (kræver log ind)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125