23948sdkhjf

Så skal der nomineres: Corona bremser ikke årets Building Awards

Nu er det igen tid til at finde kandidaterne til årets Building Awards, som Licitationen – Byggeriets Dagblad og en række partnere uddeler for fjerde år i træk.

I både 2018 og 2019 fejrede vi bygge- og anlægsbranchen ved store awardshow. Men sidste år måtte vi sadle om, da coronakrisen satte en stopper for alle store events. I stedet blev vinderne fundet over en række uger hen over efteråret.

Situationen er den samme i år. Forsamlingsforbuddet betyder, at vinderne af årets i alt ni Building Awards bliver fundet fra slutningen af september til slutningen af november ved kåringer her på licitationen.dk og i printudgaven af Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Og det er nu, at kandidaterne til årets Building Awards skal findes. Hele nomineringsprocessen er nemlig skudt i gang på Licitationen Building Awards-site.

- Vi har på ganske få år gjort Building Awards til en mærkesag for Licitationen – Byggeriets Dagblad, og mærkesager er ikke noget, man opgiver, selv om der stadig er vira i omløb. Derfor indleder vi nu årets nomineringer til årets Building Awards med prisuddelinger fra september 2021. Vi holder fast i vores stærke juryer, som arbejder rigtigt godt sammen for at hædre Danmarks mest bemærkelsesværdige og prisværdige projekter, siger Niels H. Carstensen, der er direktør og ansvarshavende chefredaktør i Nordiske Medier, der ejer de byggemedier, der bakker op om Building Awards.

Building Awards

Siden 2018 har Licitationen - Byggeriets Dagblad afholdt Building Awards for at fremhæve de virksomheder, projekter og personer, som har sat et mærkbart aftryk på bygge- og anlægsbranchen.

Sammen med ledende aktører fra bygge- og anlægsbranchen uddeler vi priser i forskellige kategorier, som afspejler de indsatsområder, der er vigtige for at sikre en positiv udvikling i fremtidens byggeri.

I både 2018 og 2019 blev priserne uddelt ved store awardshows over en enkelt aften. Men coronakrisen betød, at sidste års priser blev uddelt over flere uger i Licitationen - Byggeriets Dagblad. Det samme gør sig gældende for 2021-udgaven.

Man kan læse meget om årets Building Awards her

Afhængige af nomineringer

Awardpriserne uddeles af og præsenteres i Licitationen – Byggeriets Dagblad, der står bag Building Awards sammen med samarbejdspartnere. Ligeledes bakker søstermedierne Building Supply og Mester Tidende op om priserne og vinderne.  

Udover nomineringer fra branchen tilsætter Licitationen i år ekstra fagkundskab fra redaktionen på Licitationen – Byggeriets Dagblad, hvor fagjournalister er med til at indstille bemærkelsesværdige projekter.

Det samme vil en ny udbudsgruppe gøre med den fagkundskab, der ligger i at følge alle større, danske bygge- og anlægsprojekter i Danmark.

- Så vi scanner kandidater både kvalitativt og kvantitativt, men er stadig afhængig af, at vi får nomineringer fra branchen for at være sikre på, at vi finder de bedste kandidater til finalen. Vores uafhængige juryer skal jo gerne finde frem til alle de bedste projekter og personer, som branchen selv mener rager op og derfor kandiderer til at komme i finalen for de i alt ni priser, der skal uddeles, siger Niels H. Carstensen.

Fra en aktør til en anden

Flere af priserne har deadline for nominering den 14. juni, så man skal nok ikke vente for længe med at komme frem med kandidater, som man synes bør være med i finalefeltet, påpeger direktøren.

- Prisen overrækkes af en hovedsponsor, så vi sikrer økonomien i projektet, men det sker også for, at prisen bliver overrakt fra en aktør i byggebranchen til en anden, og afsenderen af prisen er jo altid en, der virkelig brænder for at hædre en virksomhed, der har gjort en afgørende forskel, siger Niels H. Carstensen.

Man kan læse mere om de i alt ni priser i Building Awards 2021– såsom tidslinje for prisuddelinger og ikke mindst nomineringsprocessen her

Building Awards 2021 - De ni priser

Innovationsprisen
For en innovativ løsning til byggeriet

Klimaprisen
For deltagelse i et projekt der skaber løsninger i forhold til de fremtidige klimaudfordringer.

Talentprisen
For største personlige talent under 35 år

Projektudviklingsprisen
Projektudviklingsprisen gives til den virksomhed, som i særlig grad er lykkedes med at udvikle et projekt eller et område, så det skiller sig ud.

Procesprisen
For den ekstraordinære og nyskabende procesindsats i byggeriet.

Bygherreprisen
Bygherreprisen ønsker at sætte fokus på den samlede bygherreopgave og -ansvar og det langsigtede bidrag til at udvikle byggeriet til gavn for brugerne og det omkringliggende samfund

Bæredygtighedsprisen
Bæredygtighedsprisen henvender sig til virksomheden, der kæmper for mere bæredygtig omstilling i byggeriet.

Byudviklingsprisen
Byudviklingsprisen tildeles en virksomhed med blik for de store linjer i byggeriet.

Arkitekt- og Designprisen
Arkitekt- og Designprisen er rettet mod virksomheden, der har øje for kombinationen af udtryk og funktion

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109