23948sdkhjf

Trods protester - 139 meters højhus vedtaget

Syv meter.

Det er, hvad kritikerne af Mindet 6 i Aarhus fik skåret af byggeplanerne, skriver TV2 Østjylland.

Dermed bliver højhuset ikke 146 meter højt, men i stedet 139 meter.

Højhuset er blevet kritiseret for at være for højt og for grimt, og at illustrationerne har været misvisende.

Men planerne blev mandag aften vedtaget i Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, og allerede tirsdag aften vedtog hele byrådet det så også.

23 ud af 31 byrådsmedlemmer stemte for, mens SF og Enhedslisten samt Dorthe Borgkvist og Heidi Bank fra Venstre stemte imod.

Næstformand i Teknisk Udvalg, Steen Bording Andersen (S), er positivt stemt over for de nye, lavere planer.

- Vi har gennem hele processen stillet masser af spørgsmål til bygningens påvirkning af den centrale del af byen og skyggevirkningen på de udendørs arealer ved Dokk1, hvilket alt sammen er noget, den lavere højde hjælper på, siger Steen Bording Andersen til TV2 Østjylland.

- Men også parkeringshusets størrelse og højde har været i fokus, så det ikke spærrer for ud- og indsigt fra Filmbyen.

- Hele processen har kørt demokratisk med en lang høringsfase, og vi har fået masser af svar ind, så der er ikke grund til at trække det mere ud.

- Nogle har en negativ holdning, men der er også flere, der hilser bygningen velkommen. En udsættelse ville i sidste ende ikke ændre på noget, siger han.

Selv bygningen bliver ifølge de nye planer 139 meter højt, men et fire meter højt teknikhus på toppen af bygningen bringer den op på i alt 143 meter.

Én meter højere end Lighthouse, der bygges på den nordlige spids af Aarhus Ø.

Udefra set ligner det en konkurrence om at have bygge den højeste bygning i byen. Hvorfor går byrådet med ind i den konkurrence?

- Det har overhovedet ikke spillet en rolle i beslutningen, om huset bliver højere eller lavere end Lighthouse.

Bygherren bag højhuset havde helst set, at der skulle bygges efter den oprindelige plan med en bygning på 146 meter.

- En skulptur har du svært ved at lave om på i højden, og det samme med det hus her, men når det nu var det, der skulle til, jamen så gjorde vi det, siger Olav de Linde, bestyrelsesformand i Ejendomsselskabet Olav de Linde.

I stedet for at stemme om byggeriet nu, ville Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Aarhus hellere, at den nye plan kom i høring, selvom byggeriet har været undervejs i flere år.

- Det her er et projekt, der virkelig har berørt aarhusianerne og har fået folk til tasterne, og jeg tror mange står tilbage og tænker: "Hvad så, så har byrådet bare vedtaget det, har vi overhovedet vendt det her i bund?", siger Jan Ravn Christensen (SF), medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.

- Og der synes vi egentlig, det havde været rimeligt at give det her en omgang til, hvor vi holder et ordentligt borgermøde, hvor kunne gå i bund med det og diskutere det hele en gang til.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14