23948sdkhjf

Huscompagniet vil gentage kunststykket i udlandet

Den danske typehus-succes er godt på vej til at finde fodfæste i Sverige og har netop solgt sit første hus i Tyskland.
Huscompagniet kunne tidligere på ugen fremvise et 2011-regnskab med et EBITDA på 145 mio. kr. efter en omsætningsvækst på hele 25 procent.

Læs også: Typehusproducent rykker over Øresund

Typehusfirmaet rundede 800 solgte enfamilieshuse i 2011 og sidder dermed solidt på det danske marked med markedsandel i omegnen af 25 procent. De senere års succes har givet mod på at prøve konceptet af i udlandet, hvor Huscompagniet i midten af 2010 tog de første skridt ind på det svenske marked med oprettelsen af et kontor i Malmö.

Koncernchef Steffen Baungaard fortæller, at Huscompagniet i år forventer at aflevere 50 huse i den sydlige del af Skåne, og det er han ganske godt tilfreds med – markedet taget i betragtning:

- Sverige er virkelig ramt hårdt i øjeblikket, hvor markedet for træhuse nærmest er gået i stå. Vi er mindre ramt derovre og kan mærke, at vores indtræden øger efterspørgslen på stenhuse, fordi vi kan levere til samme pris som et fornuftigt træhus, siger Steffen Baungaard til Building Supply.

Vil sælge 100 huse i Tyskland i 2014
Med et dansk boligmarked i tomgang står det klart, at væksten på kort sigt først og fremmest skal hentes udenfor landets grænser. Hos Huscompagniet er man derfor allerede i gang med det næste marked:

- Vi er kommet ind på det svenske marked med pæn succes og tænkte; hvorfor ikke fokusere på andre af de områder, hvor danske murstenshuse har en berettigelse? Valget er i første omgang faldet på det nordlige Tyskland, hvor vi har købt et stykke land i Slesvig og er ved at bygge vores første udstillingshus. Vi går ind med et dansk produkt, der er tilpasset en smule i forhold til de tyske byggetraditioner, blandt andet med en lidt anden taghældning, fortæller Steffen Baungaard.

Udstillingshuset i Slesvig er endnu ikke færdigbygget, men det til trods har Huscompagniet allerede solgt en bolig et andet sted i det nordtyske, og koncernchefen har store forventninger til indtoget i Tyskland:

- Målet er at runde et årligt salg på 100 huse i Nordtyskland i løbet 2014. Vi har lavet forarbejdet og forventer, at vi virkelig kan gøre os gældende dernede, fastslår Steffen Baungaard.

Strategien for det tyske marked følger samme skabelon, som da Huscompagniet gik i gang i Sverige. Det vil sige, at man i første omgang ansætter en sælger i lokalområdet, mens den resterende del varetages fra det nærmeste danske kontor – i dette tilfælde Esbjerg eller Haderslev. Når der så er ’slået hul’ på markedet, er planen at åbne en selvstændig afdeling i Tyskland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078