23948sdkhjf

Brugt i bygge- og anlægsfirmaer: Eksperter vil undersøge flere brancher for giftige fluorstoffer

Problemerne med PFAS, som er en samlet betegnelse for over 9.000 fluorstoffer, kan være langt større end antaget.

Det skriver Fagbladet 3F

Hidtil er det kommet frem, at tusindvis af grunde i Danmark i værste fald kan være forurenet med de kemiske fluorstoffer, som en gruppe borgere i Korsør har fået målt forhøjede værdier af i kroppen, og mindst 300 brandfolk næste år skal undersøges for. 

Men Miljøstyrelsen har foretaget en kortlægning, som viser, at fluorstofferne i stort omfang også er blevet brugt i mange brancher og industrier herhjemme. Det største forbrug af PFAS har været i elektronik- samt jern- og metalindustrien. Efterfulgt af kemisk industri, bygge- og anlægsvirksomheder, træindustrien og papir- og grafiske virksomheder. 

Hvis det kan dokumenteres, at arbejdere i den forbindelse kan være blevet udsat for store koncentrationer af fluorstofferne, bør Danmark tage teten og foretage en videnskabelig undersøgelse af, om ansatte på virksomheder, der har brugt PFAS i deres produktion, har forhøjede koncentrationer af de sundhedsskadelige, kemiske fluorstoffer i kroppen. 

Det mener John Brodersen, der forsker i folkesundhed og er professor på Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet, og Forskningsenheden for Almen Praksis i Region Sjælland. 

Han er medlem af en ekspertgruppe under Sundhedsstyrelsen, der skal komme med input og rådgive myndighederne om PFAS, der er en fælles betegnelse for over 9.000 kemiske fluorstoffer. Stoffer, der er skabt af mennesker – og skader mennesker, dyr, miljøet og vores drikkevand. 

– Ekspertgruppen er rørende enige om, at den viden og evidens, som vi har i dag, tyder på, at fluorstofferne har en skadelig påvirkning på befolkningens helbred. Stofferne er uønskede i vores biologi, kroppe og miljø. Man skal simpelthen stoppe med at bruge dem, siger John Brodersen til Fagbladet 3F. 

Hvad med dem inden på en fabrik?

Miljøstyrelsen er for tiden i gang med at undersøge 188 brandøvelsespladser, hvor der har været brugt skum med giftige fluorstoffer, men Morgenavisen Jyllands-Posten har afdækket, hvordan yderligere tusindvis af grunde i Danmark kan være forurenede. 

- Når vi ved, at fluorstofferne har en skadelig virkning og er svært nedbrydelige, når de kommer ud i miljøet, hvad så med de mennesker, der har arbejdet med dem inde på en fabrik, spørger John Brodersen. 

Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe blev nedsat, efter 118 borgere i Korsør tidligere i år blev konstateret forurenet med PFOS, som blot er et af de tusindvis af fluorstoffer i PFAS-familien. 

De kemiske fluorstoffer mistænkes blandt andet for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, men der er i dag ingen behandling, hvis man har forhøjede værdier af dem i kroppen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11