23948sdkhjf

Havnedirektør om modstand: - Det undrer mig, at de ikke er bedre oplyst

- Det undrer mig, at de ikke er bedre oplyst.

Sådan lyder det fra havnedirektør Thomas Haber Borch, Aarhus Havn, dagen efter det kom frem, at både Salling Group og Arla er imod en havneudvidelse med 100 hektar nye landarealer plus et nyt havnebassin.  

Det overrasker havnedirektøren, som havde forventet det stik modsatte.

- Jeg havde en klar forventning om opbakning fra de store virksomheder, der er afhængige af at få varer ind gennem Aarhus Havn, siger han til TV2 Østjylland.

- At nogle af de virksomheder nu går ud og er imod havneudvidelsen, er for mig et udtryk for, at de ikke er sat ordentligt ind i projektet.

Budskabet til Aarhus Kommune fra de to kæmper er kommet i et høringssvar underskrevet af adm. direktører Peder Tuborgh fra Arla og Per Bank fra Salling Group.

"Det er vigtigt for erhvervslivet at kunne eksportere og modtage varer – men det er lige så vigtigt, at kunne tiltrække dygtige medarbejdere," lyder det blandt andet i høringssvaret.

- Det undrer mig, at de ikke er bedre oplyst, men jeg er naturligvis klar til at sætte mig ned med de virksomheder, som har betænkeligheder, for at gennemgå planerne med dem, siger Thomas Haber Borch på den baggrund.

De to virksomheder vil i stedet finde en helt ny løsning, så det ikke bliver en debat for eller imod udvikling.

Den skal - hvis det står til virksomhederne - findes i en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Aarhus Kommunes arealudvikling, erhvervslivet, Aarhus Havn, Grenå Havn og foreningen Beskyt Aarhusbugten, fremgår det af høringssvaret.

Forventede de store ville bakke op

Thomas Haber Borch siger til TV2 Østjylland, at man har gjort et stort stykke arbejde for at informere virksomheder og foreninger om, hvad projektet helt præcist går ud på. Men ikke de helt store virksomheder.

- Der er vi bare gået ud fra, at det ikke var nødvendigt at gøre med de her helt store virksomheder. Jeg havde en forventning om, at de vil bakke op, og at de selv ville sørge for at sætte sig ind i det.

- Deres høringssvar fremstår mærkeligt for mig, fordi det ikke stemmer overens med det, projektet rent faktisk er, siger han.

Ønsker kompromis

TV2 Østjylland har kontaktet både Salling Group og Arla for at få en kommentar til havnedirektørens udtalelse om, at de store virksomheder ikke har sat sig ordentligt ind i sagerne.

Arla har ikke ønsket at udtale sig yderligere ud over det, man kan læse i høringssvarene.

Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group, siger til TV2 Østjylland, at Thomas Haber Borchs udtalelse må stå for egen regning, og at Salling Groups holdning til hele sagen kan læses i høringssvaret.

- Vi er ikke imod udvidelse af havnen, men for at man finder et kompromis, alle kan leve med, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093