23948sdkhjf

Nordjysk boligforening sætter byggeri for 140 mio. kr. på pause

Himmerland Boligforening har taget konsekvensen af det voldsomme pres på byggebranchen, som er udløst af genåbning efter den lange coronapause og sidenhen Ruslands krig mod Ukraine, og holder igen med projekter til et trecifret millionbeløb. Det oplyser den nordjyske boligforening i en pressemeddelelse.

- Vi befinder os nu i en situation, hvor der er historisk stor mangel på byggematerialer, hvilket giver længere leveringstider og presser priserne markant opad. Og det giver os betydelige udfordringer, såvel hvad angår igangværende renoveringer og nybyggerier som med hensyn til påtænkte byggeprojekter, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, i meddelelsen.

- For vores vedkommende er konsekvensen nu, at projekter til en anskaffelsessum på cirka 140 mio. kr. er sat på pause, fortsætter han.

Regulerer allerede afgivne ordrer

Ifølge boligforeningen er det ikke usædvanligt, at priserne stiger fra dag til dag. Og visse produkter såsom egetræ kan slet ikke fås i øjeblikket. Dertil kommer, at leverandører og fagentreprenører regulerer priser på ordrer, der allerede er afgivet, ligesom de er meget tilbageholdende med at give priser, der rækker blot nogenlunde fornuftigt ud i fremtiden. 

Og oven i det kommer så, at mange af dem er nødsaget til at tage forbehold for forsinkelser. Hertil kan så lægges tæt ved fuld beskæftigelse inden for byggeri og anlæg.

- Man kan mene, at vi blot kan vente på, at problemerne driver over. Men det går ikke. Humlen er jo, at hvis vi ikke opfører de allerede planlagte boligbyggerier, bliver der en alvorlig mangel i fremtiden. Fordi byggeri – ikke mindst hvis det skal være både godt og billigt – tager tid, bliver der mangel på billige lejeboliger om 10 år, hvis vi ikke bygger dem nu, siger Ole Nielsen.

Opråb til ministeren

Himmerland Boligforenings direktør glæder sig over, at der generelt er opmærksomhed på problematikken i Folketinget, og at det er regeringens plan, at der skal gøres en ekstra indsats for at etablere og udbygge blandede byer. 

- Det har vi haft held med at gøre i Aalborg, men ambitionen om den blandede by er en illusion, hvis ikke der også fortsat bliver bygget alment parallelt med det private boligbyggeri. Derfor er opfordringen til Christian Rabjerg Madsen i hans egenskab af ny minister for boligområdet: Skrid til handling – og gør det nu, lyder det fra Ole Nielsen.

Hans anbefaling til ministeren er, at det vil kunne afhjælpe en del af problemet, hvis der vedtages en midlertidig forhøjelse af maksimumbeløbet. 

- Forhøjes maksimumbeløbet – for eksempel i et år eller to – vil det give os mere råderum, så vi kan gennemføre byggeprojekter, også selvom de grundet aktuelle eksterne forhold bliver dyrere end oprindeligt budgetteret, pointerer Himmerland-direktøren.

Se nøgletal og flere artikler om:
Læs mere om: Himmerland Boligforening
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.187