Egedal Kommune: Gør bygninger og grunde grønne og få dem billigere
Fremover vil Egedal Kommune sælge ejendomme med en klausul om, de bliver DGNB-guld certificerede, skal have grønne tage og plads til delebiler. Det gælder både ved salg af grunde og bygninger til beboelse og erhverv.
Det skriver den nordsjællandske kommune i en pressemeddelelse.
Målet er fra kommunens side at opnå de største miljømæssige fordele for den mindste reduktion i kommunens salgsindtægter. Ved at opfylde kravene anslår kommunen, at det vil medføre en samlet reduktion for salgsprisen 10 – 21 pct.
– Vi får mulighed for at give grunde og bygninger i Egedal et bæredygtigt aftryk og får sikkerhed for, at der tages hensyn til både miljø, økonomi, sociale forhold, teknik og proces, når der bygges i kommunen. Den lavere salgspris, vi må forvente at få i første omgang, ser jeg som en god investering på længere sigt, for både miljø, økonomi, og mennesker, lyder det fra borgmester Vicky Holst Rasmussen i pressemeddelelsen.
Bæredygtighedskravene vil som udgangspunkt blive pålagt ved ethvert salg. Det forventes dog altid, at der tages udgangspunkt i den konkrete salgssag og ejendom for at opnå den bedste miljøeffekt. I et tyndt befolket område vil der eksempelvis ikke blive stillet krav om delebiler, lyder det også fra kommunen.