23948sdkhjf

Entreprenør fundet til renovering af torv i Nakskov – vej og p-plads bliver til byrum

Lolland Kommune og JHH Entreprenør ApS har underskrevet kontrakt på hovedentreprisen på renovering og ombygning af Axeltorv i Nakskov. Entreprenørvirksomheden fra Rønnede går i gang med anlægsarbejdet i september i år, og hele torvet forventes færdigt i sommeren 2023.

Det skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse.

Omdannelsen af Axeltorv skal ændre det fra hovedsageligt at fungere som vej og parkeringsplads til at blive et mere inviterende byrum med plads til arrangementer, byliv og fællesskaber. Det nye torv indrettes, så der er plads til forskellige aktiviteter og begivenheder året rundt, men også fungere som et smukt og funktionelt opholdsrum i hverdagen, samtidig med at en begrænset biltrafik fortsat er mulig på de gåendes præmisser.

– Jeg er rigtig glad for, at vi er nået hertil, at vi står lige over for, at maskinerne kan komme i gang på torvet. Projektet har været længe undervejs, og det er blevet drøftet grundigt, både af borgerne i byen og af politikerne i Byrådet, udtaler borgmester Holger Schou Rasmussen i pressemeddelelsen.

Projekt til 24 millioner

Torverenoveringen blev sendt i udbud i starten af marts, hvor fem entreprenørvirksomheder var indbudt til at afgive tilbud på opgaven. Efter udbudsrunden stod det klart, at det blev JHH Entreprenør, der kunne skrive under på kontrakten til en værdi af 14,6 mio. kr. for udførelse af entreprisen. Hele torveprojektet har et budget på 24 mio. kr.

Entreprisen omfatter udover belægningsarbejder på omkring 4.500 kvm også etablering af siddepladser samt plantning af træer på torvet. Herudover renoveres Badstuestræde og Farverensstræde med nye belægninger magen til den, der i forvejen findes i mange af sidestræderne til Søndergade og Vejlegade.

JHH Entreprenør går nu i gang med at udarbejde en tidsplan for det kommende års arbejde. Renoveringen planlægges, så ikke hele torvet er gravet op på samme tid, men opdeles i mindre etaper for at reducere generne for de nærmeste naboer. lda

Om Torveprojektet i Nakskov

• Projektet har et samlet budget på 24 mio. kr. Ud over kontrakten med JHH Entreprenør ApS vil der komme udgifter til bl.a. restaurering af rytterstatuen af Christian X, etablering af ny belysning, byrumsinventar, rådgiverydelser samt arkæologiske undersøgelser på torvet.

• Landskabsarkitekt på projektet er SLA Arkitekter. Rådgivende ingeniør er NIRAS.

• Projektet gennemføres som en del af Nakskov 2030, der er partnerskab mellem Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og Realdania. Partnerne har samlet afsat 150 mio. kr. til at løfte Nakskov og området omkring til glæde for borgere, besøgende, erhvervsdrivende og hele Lolland. Nakskov 2030 koncentrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehovedet og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og den trygge og rolige Nakskov Fjord.

Kilde: Lolland Kommune

Se nøgletal og flere artikler om:
Læs mere om: Lolland Kommune
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.125