23948sdkhjf

Rapport: Alt for få lærlinge på store offentlige byggerier

Der bliver uddannet for få lærlinge, når udenlandske entreprenører vinder stor byggekontrakter for det offentlige, viser ny analyse fra fagforeningen 3F

Den skarpe kikkert skal i brug, hvis man skal spotte unge håndværkere, der står i lære på store offentlige prestigebyggerier som Sydhavnsmetroen og Nyt Odense Universitetshospital (Nyt OUH).

Og de lærlinge, der er, døjer med sprogbarrierer og manglende oplæring, hvis de er ansat under en udenlandsk entreprenør.

Det viser en analyse af lærlingeklausulens effektivitet og kvalitet på store byggerier, som Analyse & Tal har lavet for 3F.

- Når de hyrer udenlandske entreprenører til vores byggerier, er det kun rimeligt at forvente, at de sørger for at få skabt nogle lærepladser og holde entreprenørerne op på deres forpligtelser, siger Jens Kirkegaard, uddannelseskonsulent i 3F Byggegruppen.

Klausuler omgås 

For at sikre lærlinge på store offentlige byggerier stiller man i dag som krav, at der skal være en lærlingeklausul, når danske og udenlandske entreprenører byder på en opgave.

Klausulen forpligter hovedentreprenøren til at oprette et antal uddannelses- og praktikpladser i forbindelse med et konkret byggeri.

Men klausulerne omgås altså i høj grad, viser analysen.

Især, når det er udenlandske entreprenører, der vinder opgaverne.

For eksempel var der pr. marts 2022 kun 57,7 lærlinge og praktikanter målt i årsværk på byggeriet af Nyt OUH, mens der ifølge klausulen skulle være 90-100 lærlingeårsværk.

Og det var kun de 16, der var bygge- og anlægslærlinge. Klausulerne om lærlinge opfyldes nemlig ofte med kontorelever, viser analysen også.

- Vi oplever, at de store udenlandske entreprenører kommer til Danmark uden noget kendskab til vores lærlingesystem, og at de slet ikke tager opgaven alvorligt, siger Jens Kirkegaard.

- Det er et paradoks, at man kan have kæmpestore offentlige milliardbyggerier stort set uden danske byggelærlinge - som på Sydhavnsmetroen - hvor man så opfylder kvoten ved at tage kontorelever, siger Jens Kirkegaard.

Manglende indrapportering 

Analysen viser også, at det er meget svært at få oplysninger om, hvor mange lærlinge der egentlig er på de store, offentlige byggerier.

Jens Kirkegaard fremhæver, at bygherrerne enten ikke fører kontrol med det eller “putter” med tallene.

I Bygherreforeningen erkender områdechef for kommunikation og udvikling, Jesper Malm, at problemet omkring lærlinge skal løses.

- Ikke alle er lige dygtige til det. Det skal vi have gjort bedre, for det sker ikke af sig selv. Det handler blandt andet om at lave kontrolforanstaltninger, men også om at få talt om, hvordan man designer byggeprojekterne bedre, så de er mere egnede til lærlinge, siger han.

Derudover fremhæver Jesper Malm – som analysen viser – at mange udenlandske entreprenører ikke forstår det danske lærlingesystem.

- Der skal vi nok være bedre til at gå ind og arbejde med entreprenørerne og hjælpe dem, så de bedre finder ud af, hvordan systemet hænger sammen, siger han.

Victoria Velasquez, erhvervsordfører for Enhedslisten, ser alvorligt på lærlingeproblemerne og peger på flere løsninger.

- Vi kan gøre klausulerne langt mere konkrete. Det har været vores kritik af udbudsloven, at den ikke var konkret nok i forhold til hvilket ansvar og hvilke krav, som entreprenørerne bør leve op til. Den del bør genåbnes, siger Victoria Velasquez.

Udbudsloven blev senest ændret i sommers og bestemmer blandt andet hvilke procedurer, der skal følges, når det offentlige har så store bygge- og anlægsopgaver, at de skal udbydes på EU-plan.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Tidsplanen skrider igen-igen på supersygehus
Kæmpe vandbeholder skal have sig en overhaling - Pris: 1 milliard kroner
Konstruktionsfejl og konkurs gør byggeri ubrugeligt
Byggeomkostninger brager op i tredje kvartal
Nordjysk elementproducent øger aktivitetsniveauet, men bundlinjen følger ikke med
Giver grønt lys til karréprojekt med 260 lejeboliger
Andre Nordiske Medier
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Licitationen
Leder IDAG

Send til en kollega

0.141