23948sdkhjf

Ny Cowi-direktør i spidsen for 200 – og hun vil hyre 100 mere

Den 1. december 2022 tiltræder Ane Leth som ny regionsdirektør for Cowi i Syddanmark. Hun har store vækstambitioner for kontorerne i Vejle og Esbjerg, der på kort sigt skal tiltrække 100 nye ingeniører til arbejdet med at understøtte den grønne omstilling i området.

Ingeniør Ane Leth har - minus en afstikker til en stilling på Aarhus Universitet – været ansat i Cowi siden 2008. Nu tager hun et stort skridt opad på karrierestigen til jobbet som regionsdirektør for Cowi i Syddanmark, hvor virksomheden har kontorer i henholdsvis Vejle og Esbjerg.

– Mit job er todelt, påpeger den kommende regionsdirektør i en pressemeddelelse fra rådgiverkæmpen.

– Jeg skal samle vores pt godt 200 medarbejdere i Syddanmark om en fælles vækstvision og sammen med den øvrige ledelse sikre, at vi bevæger os i samme retning. Men det er samtidig en stærkt kundeorienteret stilling, og det bliver min opgave at tegne Cowi udadtil i regionen, uddyber Ane Leth.

Skal rekruttere 100 nye ingeniører

Hun pointerer, at hele rammen for Cowis virke mange år ud i fremtiden bliver at bidrage til at håndtere de udfordringer, det indebærer at drive den grønne omstilling. Derfor udpeger hun det også som en vigtig opgave at sikre, at virksomheden tiltrækker flere medarbejdere, som kan understøtte den udvikling.

– Der er stor konkurrence om ingeniørerne, men vi står heldigvis stærkt blandt både nyuddannede og erfarne specialister, siger Ane Leth og fortsætter:

– Min forventning er, at vi kommer til at øge vores arbejdsstyrke i Syddanmark med omkring 100 nye ingeniører i de kommende to-tre år – og den udvikling glæder jeg mig enormt til at være en del af.

Målsætningen er med andre ord yderligere at accelerere de seneste års vækst i Syddanmark.

– Der foregår omfattende udviklingsaktiviteter i området. Den udvikling er vi en vigtig del af i dag, og det skal vi i endnu højere grad være fremover. Vi arbejder blandt andet med store projekter relateret til energiforsyningsystemer, Power-to-X, datacentre, byggeri og infrastruktur. Specifikt i forhold til Esbjerg så er byen allerede en metropol for grøn omstilling, og Esbjerg Havn er ekstrem vigtig for Danmarks fortsatte udvikling og sikkerhed, siger Ane Leth.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109