23948sdkhjf

Han har grebet stafetten på blodrødt bagtæppe: - Jeg er meget fortrøstningsfuld

Hos Flex Modul forventer den nye direktør at få vendt røde tal til sorte allerede i løbet af hans første år ved roret. Og derfra er retningen klar

Mogens Jeppesen medgiver, at han lige måtte vende skråen.

Tilbuddet om at indtage direktørstolen hos modulbyggeren Flex Modul i vestjyske Vinderup kom nemlig på bagkant af virksomhedens største underskud i nyere tid. Til trods for de 30 tabte millioner, endte han dog med at takke ja til opgaven.

- Det er klart, jeg skulle tænke over det. Men der er gode forklaringer på det, der er sket, siger han med henvisning til, at det var en enkelt sag, der endte med at koste modulbyggeren dyrt.

- Og det er under bedring, understreger Mogens Jeppesen.

Som at komme hjem

Flex Modul, der blev grundlagt i 1994, har specialiseret sig i industriel produktion af præfabrikeret modulbyggeri.

Og for Mogens Jeppesen, der de seneste ti år har været direktør hos badeværelsesproducenten Green Box, er der tale om et oplagt match.

- Hos Green Box produceres der badeværelsesmoduler, så principperne omkring produktionen er de samme, og opgaven er derfor meget sammenlignelig med den, jeg kommer fra, forklarer han.

Heller ikke Vinderup-virksomheden er ukendt land for den 52-årige, der fra 1998 til 2004 havde titel af projektchef hos Flex Modul.

- Så på en måde er det som at komme hjem. Jeg kender til forretningen, og jeg kender en del af folkene herude, så derfor har jeg været tryg ved at sige ja, siger Mogens Jeppesen.

Retur til sort

Trods det blodrøde bagtæppe er det altså ved godt mod, den nye direktør har grebet stafetten. Og øverst på opgavelisten står at få vendt de røde tal til sorte.

- Jeg er en succes, når vi kan præsentere et sort regnskabsår, lyder den korte opsummering.

Skal man tro forudsigelserne i årsrapporten, bliver det allerede i indeværende år, Mogens Jeppesen kan sætte flueben ved den opgave.

Således lyder forventningerne til 2025 på et overskud i niveauet 5-8 mio. kr., men den nytiltrådte direktørs planer rækker længere end blot et enkelt år ud i fremtiden.

- Når vi er tilbage i sort, så skal vi videre med virksomheden. Hvor langt vi skal, har vi endnu ikke lagt os fast på, men overordnet skal vi gøre det, vi er gode til, og vi skal tjene penge på det, siger han.

Vejrer morgenluft

Fremtidstroen henter Mogens Jeppesen ikke alene i virksomheden og sit kendskab til den. Han ser også tegn i sol, måne og markedsvinde på, at forretningen står over for en fortsat stigende efterspørgsel.

- Vi kan mærke, at de stigende klimakrav skaber stor interesse for de lave LCA-tal, som vi leverer. Og vi oplever også en stigende interesse for den hurtige byggeproces, man opnår, når der både kan arbejdes på byggepladsen og på fabrikken samtidig, siger Mogens Jeppesen.

Trods de indledende overvejelser er milliontabet fra i fjor altså ikke et, der holder den nye direktør vågen i nattetimerne.

- Det går bedre nu. Vi har stort fokus på salg, og vi får så mange forespørgsler som aldrig før, så jeg er meget fortrøstningsfuld, når det kommer til fremtiden, slår han fast.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094