23948sdkhjf

Lukker facadeskadet skolebygning: Vil på ingen måde tage chancer

Nyopdagede skader på en to-etagers bygning på Holeby Landsbyordning mellem Maribo og Rødbyhavn får Lolland Kommune til at lukke for brug af bygningen og de tilstødende gårdarealer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Bygningen lukkes, fordi der under et tilsyn er konstateret skader på bygningens facade, der ikke tidligere er registreret. Det er Lolland Kommunes rådgivende ingeniørfirma, Lyngkilde, der har observeret revner og buede facadeplader, der kan være et tegn på, at bygningens konstruktion ikke kan bære. Rådgiveren anbefaler derfor, at bygningen spærres af.

– Vi har valgt at lukke bygningen med kort varsel, da vi på ingen måde vil tage nogle chancer. Elever og de ansattes sikkerhed er det vigtigste, fastslår Lars Povlsen Jensen, der er direktør for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune, i pressemeddelelsen.

–Vi har ført løbende tilsyn med bygningen, og vælger at reagere nu og her, fordi vi har fået en klar anbefaling fra vores rådgiver. Vi har siden sidste sommer været opmærksomme på, at det kunne blive nødvendigt at lukke en eller flere bygninger, og vi er i fuld gang med at undersøge alle forhold og muligheder grundigt, så vi kan vurdere, hvad der vil være de bedste løsninger på både kort og længere sigt, fortsætter han.

Læs mere om sagen på Building Supplys søstermedie Licitationen: Nye skader på facader – Lolland lukker igen skolebygning

Opdagede skader sidste år

I juni 2021 kom det frem, at en række bygninger i Holeby og Horslunde Landsbyordninger, Holebyhallen og Ravnsborghallen, samt STU i Hunseby er bygget efter en model, der med tiden kan give alvorlige facadeskader.

Facaderne består af faste moduler med en forplade og en bagplade i en slags sandwich-konstruktion. Ved de første undersøgelser stod det klart, at flere forplader havde revet sig løs, enkelte havde revner og andre krummede udad på midten. Det sidste kan være et tegn på overbelastning eller manglende sammenhæng til bagpladen.

Bygningerne blev derfor lukket midlertidigt i sommeren 2021, og sikret grundigt, før de blev taget i brug igen. Siden da har Lolland Kommune i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Lyngkilde ført løbende tilsyn med alle bygninger, med henblik på at sikre, at eventuelle nye skader opdages tidligt.

På nuværende tidspunkt er det kun den toetagers bygning på Holeby Landsbyordning, der skal rømmes. De løbende tilsyn har endnu ikke givet anledning til at rømme andre bygninger i Holeby, Horslunde eller på STU i Hunseby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.735