23948sdkhjf

Arbejdet er genoptaget på Axel Towers

Efter flere ugers konflikt har håndværkerne hos entreprenørvirksomheden Deko nu genoptaget arbejdet på byggeriet af Axel Towers i det indre København.

Det er sket mandag morgen på baggrund af et forlig mellem Deko og det 40 mand store tømrersjak, der nedlagde arbejdet for godt tre uger siden.

Administrerende direktør Peter Krogh fra Deko glæder sig over, at det er lykkedes at nå til enighed om en aftale.

- Det er en rigtig god nyhed. Vi glæder os til at få gang i byggepladsen igen, så vi kan få afleveret et godt resultat til vores arbejdsgiver, siger Peter Krogh til Building Supply.

Hverken han eller Julius Gudmundsson, der er talsmand for tømrersjakket, ønsker at komme ind på detaljerne i forliget. Peter Krogh bekræfter dog, at konflikten primært har drejet sig om løn, og at begge parter har flyttet sig for at nå til enighed.

- Begge har måttet klippe en hæl og hugge en tå for at nå til den her aftale, siger Peter Krogh.

Det var utilfredshed med akkorden, som for godt tre uger siden fik håndværkerne til at nedlægge arbejdet hos Deco, der arbejder som underentreprenør for Züblin på byggeriet af Axel Towers.

Ifølge tømrersjakket var der ikke taget højde for kompleksiteten i at bygge Axel Towers’ buede vægge, da prisen for at udføre arbejdet blev fastsat. Det har presset håndværkernes løn.

En dom i arbejdsretten forrige torsdag gav Deco mulighed for at fritstille de strejkende medarbejdere, som imidlertid har nægtet at ophæve blokaden af byggepladsen.

Nu har parterne skrevet under på en ny aftale, der sætter rammerne for afregning af løn for det arbejde, som håndværkerne allerede har udført på projektet. Det arbejde, som endnu ikke er udført, aftales mellem partnerne ved en ny forhandling.

- Det sker sandsynligvis i dag – vi må udnytte det gode momentum, siger Peter Krogh, som står foran nogle hektiske måneder, inden Deco efter planen skal afslutte arbejdet på Axel Towers umiddelbart inden årsskiftet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141