23948sdkhjf

Danske produkter sikres mod flammerne

Icopal er blandt partnerne i et projekt, der skal udvikle metoder til at brandsikre tagpap. Miljøvenligt – men billigt. Højteknologifonden støtter udviklingen med 7 mio. kr.
Flammehæmmere er nødvendige for brandsikkerheden, men ofte har de været beskyldt for at være skadelige for mennesker og miljø.

Det skal der nu laves om på, mener et konsortium bestående af Teknologisk Institut, Kemotextil, Egetæpper, Icopal og DTU.

Målet er blandt andet at gøre det muligt at beklæde passagerskibenes gulve med tæpper af kunststof, der møder brandkravene, at opnå en mere miljøvenlig flammesikring af bomuld og en konkurrencedygtig og mere sikker tagpap.

Åbner dør til helt nyt marked
På længere sigt skal metoderne kunne anvendes bredere, så dansk industri og en lang række andre produkter får gavn af de kompetencer, der er opbygget gennem projektet.

Egetæpper vil som de første introducere et gulvtæppe af kunststof, som lever op til kravene for passagerskibe.

- Hvis Egetæpper i fremtiden kan tilbyde produkter, der er af 100 procent nylon og samtidig IMO-certificeret, vil det betyde, at vi kan åbne et marked med helt nye produkter og muligheder. Konkurrencemæssigt kommer vi til at stå stærkt, da de produkter vil kunne matche de stigende råvarepriser på uld, som vi ser for tiden, siger fabrikschef Aksel Heltoft.

Projektet vil på Kemotextil A/S have stor betydning for salget i både ind- og udland.

- Kemotextil A/S vil kunne øge afsætningen af differentierede tekstiler, herunder sikkerhedsbeklædning, baby-/børnebeklædning, autotekstiler, udstillings- og teatertekstiler, alt med indbygget sikkerhed og uden eventuel skadelig afdampning af kemikalier, siger direktør Henrik Ellerbæk.

En spændende proces forude
Professor på DTU Kristoffer Almdal har stor erfaring med at opnå bestemte funktioner i plastmaterialer ved at ændre på de molekyler, som materialerne består af.

- Projektet giver os mulighed for at bringe den forskning, jeg har arbejdet med gennem de sidste mange år, i brug i praksis. Det bliver en spændende proces, og jeg glæder mig til at se resultaterne af det store arbejde i laboratorierne, når det implementeres i industrien, siger han.

FAKTA
Budget: 13.999.920 DKK
Højteknologifondens investering: 7.206.460 DKK
Varighed: 3 år
Projektets titel: Safe Flame Retardants (SFR)
Partnerne: Teknologisk Institut, Kemotextil, Egetæpper, Icopal og DTU

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08