23948sdkhjf

Konsortium overtager byggeret på kontortårne

By & Havn, ATP og PensionDanmark har købt FN Byen på Marmormolen for 2,1 mia. kr. I handlen indgår også byggeretten til et planlagt byggeri af to kontortårne på ca. 60.000 m².
Udviklingsselskabet By & Havn har sammen med pensionskasserne ATP og PensionDanmark oprettet et konsortium, der for en pris på godt 2,1 mia. kr. køber FN Byen. Det ca. 45.000 m² store byggeri er netop nu under opførelse på Marmormolen i København.

Konsortiets ejerskab vil være fordelt med 8,5 procent til By & Havn og 45,75 procent til henholdsvis ATP og PensionDanmark:

- FN Byen er en enestående bygning med stort potentiale, der uden tvivl vil agere løftestang for byudviklingen af et nyt internationalt bykvarter på Marmormolen. Jeg ser frem til det kommende samarbejde med PensionDanmark og ATP, som vil sikre en økonomisk bæredygtig udvikling af området til glæde for både københavnerne og pensionskunderne, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Beskæftigelse til mange hundrede bygningsarbejdere
I handlen indgår også byggeret på to kontortårne på i alt 60.000 m² på henholdsvis Marmormolen og spidsen af Langelinie. Byggeriet er endnu ikke sat i gang, men det vil ske, når der er opnået en tilfredsstillende forhåndsudlejning.

De to grunde, som tårnene skal bygges på, har hidtil været 100 procent ejet af henholdsvis By & Havn og ATP. Nu overtager konsortiet altså begge grunde og det videre projektudviklingsarbejde.

- Investeringen i FN Byen vil give medlemmerne et godt og stabilt afkast. Det er vigtigt i en tid med uro på finansmarkederne og en rekordlav obligationsrente. Vi er samtidig stolte over at være med til at udvikle Københavns nye internationale bydel, som bliver et vigtigt udstillingsvindue for København som Nordeuropas dynamiske grønne metropol. Byggeriet af FN Byen og efterfølgende af de to kontorejendomme vil også give beskæftigelse til mange hundrede bygningsarbejdere i flere år, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

FN Byen er ved at blive opført på sin egen ø ved Marmormolen og indflytning forventes påbegyndt i starten af 2013. Konsortiet udlejer FN Byen på knap 45.000 m² og 6.000 m² kælder til den danske stat med et antal FN-organisationer som brugere. Det bæredygtige byggeri, der som det første i Norden LEED-certificeres, er tegnet af 3XN og opføres af E. Pihl & Søn. Konsortiet køber FN Byen af By & Havn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143